Alle kan da amme… Ikke? #Minammekamp

Fødsel

skaermbillede-2016-11-08-kl-2-04-52-pm

Lille Lily efter en ammetår <3

For noget tid siden fik jeg denne email fra Mette…

Kære Meyermor

Jeg er nybagt mor til en skø pige på 6 uger. Jeg skriver til dig, fordi vi havde en helvedes ammeopstart, som gjorde ondt langt ind i hjertet, var frustrerende for os alle tre, men som samtidig er endt godt! 😊 Jeg havde stor ”glæde” af/fandt stor trøst i, at læse dine #minammekamp indlæg og vil blot tilbyde dig min historie. Måske nogen kan få glæde af den, eller finde håb ved at læse den. Hvem havde vidst, at ammeopstart kunne være så svært, og at der var så mange følelser indblandet? Jeg anede det ikke.

Jeg har nedskrevet den og du må få den, hvis du vil have den 😊

Kh Mette

OM JEG VILLE HA HENDES HISTORIE ?

JA!

For hvor er det bare dejligt, at Mette vandt sin Ammekamp og endda har haft overskud til at skrive og dele den med andre, som kan være i samme situation.. det er jo netop det hashtagget Min Ammekamp er lavet til!

Læs med her i Mettes beretning om, hvordan det lykkedes for Mette og hendes lille pige at komme igennem den svære opstart <3

….

Alle kan da amme…ikke?

Jeg fødte vores datter på Skejby Sygehus i september 2016 ved en lynfødsel. Fire timer fra første ve, til prinsessen var ude. Det var intenst, og meget voldsomt, men er en helt anden historie. Jeg har brug for at nedskrive vores ammeforløb, da det har været en enormt opslidende og ulykkelig proces for os, og måske historien kan hjælpe andre, der som jeg selv, er løbet ind i ammeudfordringer. Jeg brugte i hvert fald meget at læse andres fortællinger. Nå men.. Inden jeg fødte var mit forhold til amning, at hvis det ikke virkede kunne vi jo bare give flaske. Det betød ikke noget for mig, hvor maden kom fra. Det skulle hurtigt ændre sig.

Efter vores datter var kommet til verden, blev hun lagt på min mave/bryst og skulle sutte. Lige dér skete der noget med mig. Jeg følte en helt unik tilknytning til min skønne datter og dér vidste jeg, at jeg ville amme. Jeg var meget overvældet og var ikke helt med på, hvad der foregik, men hun blev af jordemoderen lagt til, men viste ikke interesse for brystet. Lillepigen var vågen og opmærksom, med store klare øjne og helt rolig. Men havde fortsat ingen interesse for at sutte ved brystet, så vi lagde os på siden i stedet og nussede, og forsøgte at lægge hende til igen imens vi lå ned. Stadig ingen interesse. ”Nå, men så prøver I bare igen senere..”. Okay, fint. Her havde jeg ingen bekymringer, da alle jo kan amme, og man jo ”bare” lægger baby til når hun lige er klar, og så er der mad. Troede jeg.

Vi prøver igen

Da vi kom på mor/barn afsnittet og skulle prøve igen virkede det fortsat ikke, og her fra starter kampen. Vores ammekamp. Jeg skriver vores, fordi det skulle blive et fællesprojekt med kæmpe indsats fra både mig og min mand. Vi var begge meget trætte, og det var lillepigen også. Hun sov og sov og var meget sløv år hun var vågen, hvorfor det også var noget af en udfordring at få hende til brystet, år hun bare sov videre med det samme. Sygeplejerskerne sagde, at det var helt normalt med sløve babyer, og år hun så samtidig var forkvalmet af fostervand, var den kombi ikke god, år baby skulle spise. Det gik slet ikke. Jeg husker tiden på afsnittet som é stor tåge af tårer, en grædende baby, en frustreret far og min mand og jeg som et stærkt team, der virkelig forsøgte at holde hovederne kolde i den her kamp. Det virkede bare ikke. Hun kunne slet ikke få fat om brystet. Efter en masse forsøg, foreslog en sygeplejerske en ammebrik/suttebrik. All right, jeg var klar på det hele. Sikke noget bras. Og sikke en fantastisk genstand. For det var den der med tiden fik gang i vores amning, men samtidig også den jeg havde lyst til at brænde på et bål under et eller andet indianerritual. Det var stadig en kæmpe kamp, og det blev et kæmpe projekt at få forsøgt at amme. Og det var en holdindsats, år der skulle ammes. Min mand lagde baby i mine arme. Så sørgede han for at holde den ene arm, imens jeg førte hende til brystet og styrede den anden arm. Vi brugte de såkaldte lokkedråber af modermælkserstatning, som skulle være varmet op. Derfor pendlede min mand mellem vores stue og microovnen i fællesarealet for at komme med MME som vi kunne komme ned i ammebrikken, så hun blev holdt i gang. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne jonglere alt det her alene?

Min mand var også frustreret. Det skar ham i hjertet hver eneste gang der skulle ammes, fordi jeg blev så ked af det.

At slappe af på kommando

Når man sidder der i stolen på et sygehus, med et nyt lille væsen klokken 01.00 om natten med en skrigende baby og bryster der intet kommer ud af fordi man er ked af det og stresset, så hjælper det ikke, at der står en sygeplejerske og kommanderer ”slap så af, ellers kommer der ikke mælk ud”. Jeg var kørt så langt ned, at der ikke var nogen chance for, at jeg lige kunne tage mig sammen. Ikke før hun gik, og der bare var mig, min mand og vores baby. Så kom der en smule mælk. Der fra lærte jeg min krop at slappe af, så godt jeg kunne – for der blev kvitteret med gyldne dråber så snart jeg fik styr på vejrtrækningen, tårerne og slappede godt af i skuldrene. Utroligt nok. Lillepigen havde fortsat svært ved at få fat, fordi hun havde svært ved at holde sig vågen.

Nogle af sygeplejerskerne stressede mig i deres forsøg på at hjælpe, og jeg er sikker på, at de også stressede lillepigen. Fordi hun var sløv, skulle vi ”motivere” hende ved at nulre hende over hele kroppen for at holde hende i gang. Det virkede, år jeg tænker tilbage, ret voldsomt. Baby var jo frustreret i forvejen, og nu stod der en sygeplejerske og nulrede fødder, en far der nulrede ryg og en mor der nulrede kæbeområdet. Jeg tænker tilbage på det som total overstimulering og virkelig en opkørt stemning. Og en sådan stemning hjælper ikke på nedløbsrefleks og en mor med tårerne stående ud af begge øjne. Suttebrikken skulle fyldes med mælk inden baby blev lagt til, så mine voldsomt overspændte bryster skulle masseres til ukendelighed for at presse de gyldne dråber ned i dette silikone aggregat. Det kunne tage adskillige minutter med en skrigende baby i venteposition. Og ét bask med babys arm, eller et ryk med hovedet år hun blev lagt til – så røg brikken af og mælken var tabt. Forfra. Igen og igen. Nat og dag flød sammen og amningen virkede fortsat ikke. Hun havde tabt sig lidt for meget siden fødslen og en af sygeplejerskerne sagde ordet flaske. Jeg følte mig som en fiasko og kunne slet ikke mere. Jeg havde mest af alt lyst til at give op, for selvom jeg gerne ville amme, ville jeg jo allerhelst bare, at min lille pige havde det godt og fik det hun skulle have. Også selvom, at det ikke skulle komme fra mig. Jeg gik i panik og blev meget ked af det. Men. Så kom en anden sygeplejerske og forklarede, at det SLET ikke var så slemt som kollegaen havde udtrykt det. Hun forsikrede mig for, at amningen sagtens skulle komme til at køre, hvis vi ville arbejde på det og øve os. Og så kunne vi bruge erstatning i brikken og lidt i kop indtil min mælk løb til, og hun blev god til at sutte. Her fandt jeg håb forude og tænkte, at det nok skulle komme til at gå. Vi blev på Skejby é dag mere end planlagt for at få lidt ekstra hjælp til amningen, så vi var trygge ved at tage hjem med hende.

Hjemme igen

Da vi kom hjem fortsatte kampen hver 3. time. Det var opslidende og kostede enormt mange tårer fra min side. Det var så hårdt! Baby var sulten og græd, brikken faldt hele tiden af år den blev fugtig. Det gjorde mig selvfølgelig glad, at hun endelig fik min mælk, selvom det var med brik, men samtidig stressede det mig meget, da jeg ikke kunne forestille mig at amme med den for evigt. Den er upraktisk at have med ud og kræver virkelig meget at bruge, følte jeg. Frustrationerne stod i kø hos både min mand og jeg, og da min mand meget forsigtigt foreslog, at vi bare snakkede om sutteflaske græd jeg som pisket. Han sagde, at han var så bange for at jeg skulle miste mig selv i alt det kaos, fordi jeg var så dybt ulykkelig hele tiden, hvorfor han bad mig overveje det, hvis det ikke snart blev bedre. Han havde så meget ret – jeg var kørt helt i sænk. Men så!

En dag, da jeg tog lillepigen op for at amme hapsede hun sig fast inden jeg fik ammebrikken lagt på. Wow for en følelse. Jeg sad helt forstenet imens hun slubrede mælk i sig i cirka 2 minutter – hun kan jo godt! Vi ammede efterfølgende med brikken, men trænede uden hver eneste gang og lige så stille blev det til 5 minutter uden brik. Så 10 minutter. Og en dag gik det op for mig, at vi ikke havde brugt den i et par dage. Jeg var lykkelig. Helt ind i knoglerne. Jeg følte, at det kørte. Men.. Efter en uges tid, hvor det gik godt, ville hun pludselig ikke tage fat. Hun slog med hovedet og skreg helt vildt, fordi hun blev frustreret, og jeg blev sendt tilbage til hvor vi begyndte – nu virkede det jo igen ikke. Det tog nogle dage, og et tip fra min sundhedsplejerske om at tilpasse ammestillingen med et par centimeter og vupti – så kørte vi igen. Jeg husker en dag, hvor vi skulle hurtigt ud ad døren, og jeg virkelig gerne ville lægge lidt mascara (jeps, jeg savnede at gøre lidt ud af min selv, selvom jeg lige var blevet mor 😉 ) og lillepigen skreg på mad. Shit. Nå, men i bedste supermom-stil ammede jeg stående, med baby på den ene arm og lagde mascara med modsatte hånd. Sådan! Jeg var så stolt og følte mig enormt cool. Jeg havde aldrig troet, at skulle blive os.

I dag ammer vi som om vi aldrig har gjort andet, og vi er et pissesejt team hende og jeg. Jeg er 100% tryg i det og nu tager vi gladeligt på tur, velvidende at vi kan amme alle steder. Når jeg ser tilbage på vores første ammetid, bliver jeg både ked af det og stolt. Ked af det, fordi kampen overskyggede vores første tid med lillepigen, og stolt fordi vi klarede os igennem det uden at give op. Jeg ville 100% kunne forstå, hvis en anden i min situation ville have givet op – jeg var jo også selv tæt på mange gange, og faktisk aner jeg ikke, hvordan jeg kunne blive i det. Men i dag er jeg lykkelig for, at jeg kæmpede lidt længere.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN’

The post Alle kan da amme… Ikke? #Minammekamp appeared first on MEYERMOR.